Gennem de seneste par år har vi arbejdet hårdt på at minimere omkostninger, for at kompensere for de penge vi har mistet i slagteri- og statstilskud, uden at skulle ligge hele regningen over på timeprisen. Det har været en hurtig støtteafkobling fra 2003, hvor tilskuddet dækkede 30 % af omsætningen, i 2007 var det nede på 15 % og i dag er vi nede på 2 %.
Vi er kommet langt med at skære på omkostningerne, men for at spare yderligere i 2012 er vi rykket sammen. Vi bliver snart to mand mindre idet Svend Bülow går på pension og Dorthe Aagaard er opsagt som følge af besparelser. I stedet for at opsige 2 kontorpladser har vi opsagt 7. Vi flytter så sammen på den plads der er tilbage og medarbejderne har fremadrettet derfor ikke et fast skrivebord. Alle medarbejdere har fået en mobil kontorkassette, som de kører hen til et skrivebord når de møder og kobler deres bærbare til. Det kan lade sig gøre, da der altid er nogle ude på besøg, men der bliver en koordineringsopgave i at der altid er en plads til alle. Vi har også sparet fastnettelefonerne væk, og bruger fremadrettet kun mobiltelefonerne.
Vi tror på at sammenflytningen kan give os meget mere end huslejebesparelsen. Det vil skabe tættere relationer mellem konsulenterne, og derved øge vores effektivitet yderligere. Vi er godt klar over at vi skal stå tidligt op om morgenen for at matche vores kunder, og det gør vi også. Det her skulle gerne få idéerne og de innovative løsningsforslag til at flyde endnu lettere mellem skrivebordene, så vi kan yde en endnu bedre service til vores kunder/ejere. Det, at der er flydende kontorpladser giver mulighed for at sætte sig tæt på dem man skal arbejde sammen med en given dag, og gør det også lettere for økonomi- og miljøkonsulenter fra moderforeningerne at komme på besøg og låne en plads, hvis man sammen skal arbejde for en fælles kunde. Vi glæder os til at høste frugterne af det nye miljø, og er klar til at dele ud af dem til alle jer!
Det har givet lidt problemer at skifte fra fastnet til mobil, men de skulle være løst nu. Vi undskylder overfor dem der ikke har kunnet komme igennem i omstillingsperioden.