I efteråret 2008 blev det lovpligtigt, at alle besætninger, der på nuværende tidspunkt har over 500 dyreenheder eller vil søge til
flere end 500 dyreenheder, skal have udarbejdet en smittebeskyttelsesplan.
Smittebeskyttelsesplanen er et led i forebyggelsen mod smitsomme husdyrsygdomme i forbindelse med, at produktionsenhederne bliver større. Smittebeskyttelsesplanen skal
underskrives af besætningsdyrlægen og indsendes til Fødevareregionen, hvor planen gennemgås og eventuelle ændringer påbydes. Smittebeskyttelsesplanen skal revideres
årligt og genindsendes.
Hvad er en smittebeskyttelsesplan?
En smittebeskyttelsesplan er en beskrivelse af produktionsanlægget, hvor man vurderer de risici, der er for at slæbe smitte ind i besætningsområdet.
Planen skal blandt andet indeholde informationer om:
- Faciliteter og procedurer i forrummet
- Staldenes indbyrdes beliggenhed
- Kortmateriale over besætningens geografiske beliggenhed i forhold til andre besætninger
- Kortmateriale over besætningsområdet, hvor til- og frakørselsforhold beskrives samt angivelse af, hvor i produktionsanlægget levering og afhentning af dyr og varer finder sted
- Procedurer for hvordan man sender dyr til levebrug, slagtning eller destruktion, og for hvordan man bortskaffer urin, gødning, produkter, redskaber mv.
- Plan for forebyggelse og sikring mod skadedyr og insekter
Karantæne og sektionering
I den nye bekendtgørelse om smittebeskyttelse er der krav om, at fremtidige besætninger med flere end 500 dyreenheder skal indrette nybyggeri efter 1. januar 2009, således
at der kan drives holddrift. Sektionerne til holddrift må maksimalt være på 500 m².
I sobesætninger må indsættelse af dyr i staldanlægget kun ske gennem en karantæneafdeling. Overflytning fra karantæne til et andet staldafsnit må tidligst ske efter
tre uger. Har du spørgsmål eller mangler du hjælp til udarbejdelse af en smittebeskyttelsesplan, så kontakt Henrik Bech Pedersen, Svinerådgivning Vest.