Nu nærmer årsskiftet sig, og for miljøkonsulenten plejer det at være ensbetydende med ekstra lange arbejdsdage, deadlines og fristen for indlevering af ansøgninger med gældende krav til ammoniakreduktion d. 31/12 kl. 24.00.
I år er det i midlertidig anderledes. Der er ikke fastsat nye ammoniakreduktionskrav pr. 1/1 2010, og vi fortsætter derfor ind i det nye år med nuværende krav på 25 % reduktion i forhold til bedste staldsystem.
Der er derfor nu god mulighed for at kunne tage et ønske om udvidelse, og en dertilhørende miljøansøgning, med den ro og overvejelse et sådant projekt fortjener. Det er nu, der skal tænkes over, hvordan ønsket for fremtiden ser ud, og da kommunerne rundt om i landet er ved at nå til bunds i ventelisterne, kan man forvente en hurtigere sagsbehandling på sin sag end hidtil. Det betyder også, at det nu er mere vigtigt end nogensinde før, at hele projektet er nøje gennemtænkt - både fra udformning og funktioner i staldene til ønsket om tekniske virkemidler og aftaler om jord.
Vores forhåbninger til det nye år er at komme på den anden side af finanskrisen, så vi igen kan se frem til et landbrug i vækst og dermed efterspørgsel på udarbejdelse af nye miljøansøgninger. I år 2011 er der varslet en skærpelse af reduktionskravet på 30 % i forhold til bedste staldsystem, men indtil da ser vi frem til, at I vender tilbage i 2010 med nye og spændende projekter for fremtiden, som vi sammen kan tage fat på.