Kontraktfinansiering af smågrise er igen ved at vinde indpas. Mange producenter har hen over vinteren oplevet, at det kan være svært at få likviditeten til at nå sammen og oplever mindre villighed fra kreditgiverside til at forhøje kassekreditten.
Det får flere producenter til at se sig omkring efter en billigere finansiering af det næste hold smågrise. Her kommer Danish Crown ind i billedet med tilbuddet om at finansiere smågrise til levering på DC.
Ordningen fungerer overordnet på følgende betingelser:
- Danish Crown køber og leverer smågrisene i samarbejde med SPF og andre smågrisesælgere.
- DC har ejendomsretten over grisene.
- Grisene skal nakketatoveres eller mærkes på anden måde, så de kan genkendes på slagteriet.
- Producenten er forpligtiget til at passe grisene forsvarligt, samt at have sine forsikringer i orden.
- Producenten må ikke videresælge eller levere grise til andre end DC.
- DC skal have en kvartalsvis statusopgørelse – typisk en E-kontrol - og kan på forlangende bede om en rapport eller aflægge et besøg evt. af en udpeget tredjemand.
Hvad koster finansieringen?
- DC tager pt. 2 kr. pr. gris i administrationsgebyr.
- SPF har nedsat prisen på nakketatoveringen, så det i dag koster 1 kr. Tidligere var prisen 1,75 kr., og der blev yderligere opkrævet et kreditgebyr på 2 kr. pr. gris. Dette gebyr er også bortfaldet.
- DC tager pt. 3,5 % pro anno. Rentesatsen kan dog ændres. Beløbet, der bruges til finansiering af indkøbte smågrise, skal kun forrentes i de dage, pengene lånes.
Tabel 1: Finansieringsomkostninger hos DC inkl. administration og mærkning, afhængigt af pris på smågrise og antal uger på stald
| Smågrisepris, kr. |
12 uger |
13 uger |
| 300 |
7,85% |
7,51% |
| 325 |
7,51% |
7,20% |
| 350 |
7,22% |
6,94% |
| 375 |
6,98% |
6,71% |
| 400 |
6,76% |
6,51% |
Ovenstående kan sammenlignes med renten på en kassekredit. Bemærk en dyr gris er billigere at låne til, da de faste omkostninger udgør en mindre del af det samlede beløb.
Er der faldgruber?
Nej – under forudsætning af man orienterer sin bank og kreditforening, er der ingen faldgrupper, da mange ejendomme er vurderet med besætning af kreditforeningen, også når det gælder slagtesvin.
Ønsker man yderligere information, kan man kontakte Mads Videbæk, DC Ejer service på 8919 1931.