Svinerådgivning Vest går Joan Ørting i bedene
Vi ser mange steder, at forsyningsvarmerør ikke er isoleret, når de løber igennem sektioner og gange på vej hen til de grise, der skal bruge varmen. Når der tilføres unødvendig varme i sektioner, der ikke har brug for det, skal vi efterfølgende bruge ekstra energi til ventilatorer, der skal fjerne den varme luft, der tilføres via forsyningsrør.
Varmetabet fra rørene kan virke som en bagatel, men et 1¼” rør, med en overtemperatur i forhold til det rum det løber igennem, taber 30W pr. meter, hvilket svarer til 30 liter olie pr. meter om året.
Hvad har det med Joan Ørting at gøre?
Et ægtepar fulgte deres svinerådgivers opfordring til at få isoleret alle forsyningsrør, der afgav varme på gange og sektioner, hvor det ikke var ønsket. Udover et lavere varmeforbrug, samt at det blev nemmere at styre klimaet i diverse sektioner, er manden nu fri for at fyre hver aften, inden han går i seng – og som konen nævner: ”Det er nu rart, at han ikke lugter af røg, når han kommer ind i seng”.
Forfatter: Henrik Beck Pedersen
Publiceringsdato: 20-04-2009
Svinerådgivning Vest - Birk Centerpark 24 - 7400 Herning - Tlf: 7015 1200 - Fax: 9999 2330 - Email: