Stå godt juridisk i foderhandler
Når der handles svinefoder, sker det mellem `professionelle parter´.
Det vil sige to ligeværdige parter, hvor man som foderkøber aktivt og skriftligt skal sige fra, hvis sælger eksempelvis fremsender en kontrakt/købsaftale til underskrift, som man alligevel ikke ønsker at binde sig til. Alle indgåede aftaler bør altid dokumenteres skriftligt, også når der er travlhed i høst!
Tillæg til foderstoffens købsaftale
Svineproducenter agerer desværre ofte forbløffende uprofessionelle i en foderhandel. I modsætning til foderstoffen, der sikrer sig bedst muligt (selvfølgelig) ved at handlen baseres på firmaets egne salgsog leveringsbetingelser. Den lokale svinerådgivning har udarbejdet et tillæg til foderfirmaernes standardkontrakter, som sikrer landmandens interesser og undgår misforståelser og uoverensstemmelser som følge af en uklar købsaftale.
Afvigelse fra aftalt kvantum
I en foderhandel indgår altid oplysninger om mængde, pris og kvalitet. I tillægget til firmaernes købsaftale angives en `cirka-mængde´, fremfor en fast totalmængde for aftaleperioden. Foderet forventes leveret successivt, det vil sige til løbende levering. Har man f.eks. bestilt 1.200 tons til levering over en periode på ét år, forventes et forbrug på ca. 100 tons om måneden. Er man så uheldig, at sygdom eller nedgang i produktionsresultaterne gør, at man ikke kan aftage hele den bestilte mængde, sikrer kontrakttillægget, at aftalen ophæves, uden at køber er forpligtet til at betale erstatning til sælger.
Ophævelse og annullering af en kontrakt er ikke det samme!
Ønsker man som køber at ”slippe ud” af en foderkontrakt, er det væsentligt at skelne mellem begreberne `ophæve´ og `annullere´ og være bevidst om de pligter og rettigheder, der er forbundet hermed.
- "Annullering" betyder, at man nægter at modtage foderet fysisk, men anerkender et erstatningsansvar. Ved annullering af en foderkontrakt fra købers side, har sælger således krav på erstatning og kan sende en faktura herpå til køber.
- "Ophævelse" betyder, at man ligeledes nægter at modtage foderet fysisk, men at ingen sælgerkrav kan gøres gældende.
Få udtaget læsseprøver og stå bedre ved en tvist
For at opdage en grov misligholdelse kræver det eksempelvis, at man kontrollerer indlægssedlen ved alle foderleveringer, for at se om sammensætningen er som aftalt. En læsseprøve leveret sammen med foderet stiller dig bedst ved en tvist.
Bod ved afvigende analyser
Hvis der fattes mistanke til afvigende indhold af næringsstoffer i foderet, bør man selvfølgelig altid sende en prøve til analyse.
Svinerådgivningens tillægskontrakt forpligter foderstoffirmaet til at betale analyseomkostningen, hvis resultatet falder uden for de aftalte lattituder i tillægsaftalen.
Anbefalinger
- Optræd professionelt ligesom foderstoffirmaet ved indgåelse af aftaler.
- Anvend tillægskontrakten fra din lokale svinerådgivning med supplerende krav.
- Reklamér altid skriftligt til foderleverandøren, hvis der er problemer med foderet.
- Sørg for kvalitetssikring af det foder du skal modtage. Gem læsseprøver af alle foderleveringer i 3-6 måneder.
- Forhør dig nærmere hos din lokale svinerådgivning, hvis du er i tvivl – og gør det i god tid.
Forfatter: Fodergruppen, SRVest
Publiceringsdato: 26-05-2008
Svinerådgivning Vest - Birk Centerpark 24 - 7400 Herning - Tlf: 7015 1200 - Fax: 9999 2330 - Email: