Log på Kontakt Oversigt Forside
Rådgivning
Hvilken jernkilde skal anvendes til pattegrise? 

I disse økonomiske stramme tider er det vigtig at finde besparelser, hvor det er muligt. Selv ved de indkøb, der synes økonomisk ubetydelige, kan der ligge fælder. Jern til pattegrisene er noget alle sobesætninger anvender, og måske kunne der være besparelser at hente her.

Der er flere forskellige jerntyper på markedet, og priserne er varierende. I nedenstående tabel er en række jernprodukter og tilhørende cirkapriser listet.

 

Pris pr. pattegris 1)

Omkostning pr. 10.000 pattegrise

Injektionsjern

0,38 - 0,54 kr.

3.800 - 5.400 kr.

Drikkejern

0,53 - 0,62 kr.

5.300 - 6.000 kr.

Pastajern

1,26 kr.

12.600 kr.

Strøjern

0,54 - 0,67 kr.

5.400 - 6.700 kr.

1) Baseret på priser fra Hatting KS, januar 2011

Som det ses ovenfor, er der variationer både indenfor og blandt de enkelte jernkilder. Pastajern varierer betydeligt – antageligt på grund af et øvrigt indhold af vitaminer, energirige produkter og mælkesyrebakterier. Drikkejern kan også indeholde lignende stoffer. Samlet set er injektionsjern billigst med en pris på 38 øre pr. gris.

Den samlede omkostning til jern er ikke overvældende, men der er fælder, der skal tages højde for. Først og fremmest skal det egentlige forbrug analyseres. Ovenstående priseksempler er for den deklarerede mængde jern til hver gris. I forhold til eksempelvis injektionsjern kan forbruget løbe løbsk, når der anvendes drikkejern. Drikkejernsanlægget skal indstilles til den rette dosering. Notér datoen næste gang du skifter dunk og udregn forbruget pr. gris, når den er tom.

I forbindelse med DB-tjek har vi set eksempler på, hvor forbruget har været særdeles højt i forhold til det antal grise, der er produceret. Niveauer på over 2,5 kr. pr. produceret gris er fundet. Hermed bliver den økonomiske forskel straks mere betydelig. Ved en produktion af 10.000 grise svarer det til en merudgift på omkring 20.000 kr. årligt.

Hvilke jernpræparater er så at foretrække?

Videncenter for Svineproduktion har lavet flere afprøvninger af jernpræparater: pasta-, injektions- samt drikkejern. I forsøg, hvor de to mest anvendte (injektions- og drikkejern) er holdt op mod hinanden, er det konstateret, at pattegrisene får dækket deres jernbehov ved begge jernkilder. Dog blev det fundet, at antallet af diarrébehandlinger var mindre ved de grise, der fik drikkejern. Om det er selve jernet eller tilsætningsstofferne i form af syrer, sukkerstoffer samt elektrolytter, der giver effekten, vides ikke.

Samlet set er opfordringen, at du forholder dig kritisk til de mindre omkostninger som f.eks. jern og holder et vågent øje med, om det reelle forbrug matcher det deklarerede/optimale i forhold til grisenes behov.

Publiceringsdato: 04-03-2011
Svinerådgivning Vest - Birk Centerpark 24 - 7400 Herning - Tlf: 7015 1200 - Fax: 9999 2330 - Email: