På det nyligt afholdte fodermøde i Aulum blev der stillet spørgsmål vedr. anvendelse af ensileringsmidler og desinfektionsmidler, sidstnævnte til rengøring af f.eks. vandrør.
Krav om HACCP afhænger af mærkningen og anvendelsen!
Ensileringsmidler eller konserveringsmidler
Ensileringsmidler udløser ikke krav om HACCP-registrering. Ensileringsmidler er ganske vist tilsætningsstoffer, men er undtaget i denne sammenhæng. Ensileringsmidler må som andre tilsætningsstoffer kun bruges til det formål, de er godkendt til. De må derfor ikke bruges til påvirkning af tarmfunktionen ved tilsætning i vådfoder under ”dæknavnet” ensileringsmiddel.
Ensilering er en proces, hvori naturlig nedbrydning af organisk stof styres med tilsætning af syre under iltfrie forhold.
Hvis man derimod har konserveringsmidler til brug i høst til konservering af korn, så skal man være HACCP-registreret. Bruger man f.eks. propionsyre til konservering, kræves der en risikovurdering og en arbejdsplan, hvor arbejdsprocesserne beskrives, også selvom det er et midlertidigt forbrug.
Hvis en syre er godkendt både til ensilering og til konservering, afhænger kravet om HACCP altså af anvendelsen af produktet.
Desinfektionsmidler
Desinfektionsmidler til vandrør godkendt efter biocidreglerne kræver ikke HACCP-registrering.
Hvordan genkender man et biocid?
Et biocid skal have en tydeligt påtrykt vejledning, som indeholder information om anvendelse og dosering. Dvs. har man f.eks. en dunk med CID Water, hvorpå der er en tydelig vejledning, så er det et biocid og kræver ikke HACCP.
Men har man en tønde myresyre, hvorpå der står Myresyre, 85 % og evt. et firmanavn – så er det ikke et biocid og kræver derfor HACCP.
CID Water fra Vilo-farm er tydeligt mærket med en vejledning, og er derfor et biocid.
Har du brug for afklaring – kontakt da Annette Lykke Pejtersen på kontoret på telefon: 70 15 12 00.